Micro

Det var i begyndelsen af det herrens år 1966. Drengen  havde ringet til det hæderkronede rederi ”Det Østoceanske selskab” om forlov til at mønstre et af deres prægtige stykgodsskibe som messedreng. ”Selskabet” som det i daglig tale hos menigmand blev kaldt, var ret anset i befolkningen og som sådan måtte drengen udfylde en længere ansøgelsesblanket, som blev tilsendt med posten. Ansøgelsesblanketten  blev modtaget, udfyldt og returneret til ”selskabet.” Få dage senere modtog drengen, der på det tidspunkt lige var fyldt femten, et brev hvori der stod at han skulle mønstre M/S Basatanga d. 15/1 1966. Drengen var ikke helt nybegynder i faget, da han før jul var mønstret af fra en grønlandsfarer, hvor i han havde udført det ærefulde job som messedreng. Drengen var mønstret af på grund af uoverensstemmelser med henholdsvis kokken og hovmesteren. Det var på den tid stadigvæk tilladt at banke drengene ombord, i hvert fald uofficielt. Det stod på meget ofte. Det  tog drengen meget ilde op og mønstrede af efter fire måneder på henholdsvis Grønland og Middelhavet. Drengen var glad for at han igen skulle mønstre ud til nye eventyr og håbede herefter, at der ville blive bedre forhold end ombord på Grønlandsfareren.

Skibet lå i Århus havn ved pier 2  foran nogle store pakhuse, hvorpå der stod Bergman Smith & Co. Drengens fader havde bedt knægten om at tage noget pænt tøj på, da det jo var et af det hæderkronede ”Selskabs”  skibe han skulle mønstre på. Drengen havde adlydt og nu var de på vej i faderens bil, med kurs mod havnen. Drengen fik flere instrukser om  god opførsel medens de kørte og faderen formanede ham til at høre efter, hvad de voksne søfolk belærte ham om. Drengen en lille spinkel knægt omkring en meter og sekstres synede ikke af meget, men hans mod til at opleve nyt, fortrængte skrækken for det ukendte. Der lå det så og tårnede højt op over kajanlægget. En baglader med stor midtskibsbygning på omkring de 10.000 i bruttotonnage. Det var i de gode gamle dage før containernes tid, så bommene fløj i pendulfart frem og tilbage mellem lastlugerne og kajen. Et andet stort stykgodsskib med midtskibsbygning fra det norske rederi  Wilhelmsen lå fortøjet agten for Basatanga. Foran lå et andet skib fra ”Selskabet” og alle tre var i fuld gang med last og losning. Aktiviteten var stor på kajen og i lasten. Der blev råbt og skreget mellem havnearbejderne, der var en intensitet som er forsvundet for flere årtier siden. Drengen steg ud af faderens bil, fattede sin køjesæk i bagagerummet og gik hen mod det, der skulle være hans hjem de næste fem måneder. En flok havnearbejdere var på vej ned af falderebet, da de fik øje på den spinkle knægt med køjesækken over nakken. Gør plads for søens folk!  råbte  en af havnearbejderne, medens han højtideligt bukkede og bredte armene ud. Han sørgede for at genne de andre ud til siden, så knægten og hans fader kunne passere. Knægten nikkede højtideligt tilbage til havnearbejderen og fortsatte stolt op af falderebet, med følelsen af at blive betragtet som en ægte sømand. Nogle andre lidt mere, om man må sige festklædte, åbentbart nogle søfolk på vej i land, ikædt sarong og pistøfler, kom råbende og skrigende hen over dækket. De var åbenbart på vej  i land og ville nok vække nogen opmærksomhed, hos den århusianske befolkning i den mundering. Hej, en stor lyshåret sømand havde fået øje på drengen, skal du mønstre her ombord, var spørgsmålet. Ja nikkede drengen lidt beklemt. Så skal du med os op på toldbod vinhus og smage på varerne. Drengens far afværgede grinende forslaget og tog drengen i hånden og fortsatte hen over dækket.  En mand i uniform der stod på dækket  viste dem op på broen, hvor et par andre uniformerede mænd stod og snakkede. Knægten henvendte sig til den ene med en masse striber på ærmet. Han afviste ham med en håndbevægelse og udtalte skarpt: det er ikke mit bord, jeg er kaptajnen og kaptajnen ordner ikke den slags sager, det er ham der ordner det.  Han pegede derefter over mod en anden med en stribe mindre og forlod hastigt broen. Den anden førte ham hen på sit kammer og ordnede formaliteterne. Han fik derefter besked på at henvende sig til hovmesteren, der havde kammer i samme bygning. Hovmesteren hilste ham velkommen ombord og viste ham hen agter, for at han kunne hilse på kokken og de andre restaurationsmedarbejdere. Det var en stor besætning, alene restaurationen bestod af: hovmesteren, kokken, koksmaten, stewardessen, ungtjeneren, salondrengen, messemanden, messedrengen og kammerdrengen. 9 i alt det svarer næsten til en dobbelt mærskbesætning i dag. Navigatørerne bestod af  Kaptajn, overstyrmand, 1. 2. og 3.styrmand og maskinmestrene var bemandet af Maskinchef, 1. mester, 2. mester 3. mester, 2 maskinassistenter og 2 maskinaspiranter. Før de kom ind i kabyssen måtte de gennem mandskabsmessen. En stor del af mandskabet sad bænket rundt om de mange borde og spiste middagsmad. Dæksbesætningen der bestod af Bådsmanden, tømreren, 6 matroser, 2 letmatroser, 1 ungmand, dæksdreng og den menige maskinbesætning der bestod af en donkeymand og 3 motormænd. Du æh, en af fyrbøderne en ældre herre i arbejdstøj der var sølet ind i olie, henvendte sig til drengens far: Ska´ du have ham den lille splejs der ud at sejle? Ja! svarede faderen lidt fåmælt og stoppede op foran søfyrbødernes bord. Der er sgu ikke meget sul på den knægt der, fortsatte manden, men ham skal vi sgu nok få fedet op og inden vi runder Kronborg til styrbord, kommer han til at ligne en voksen sømand. De fortsatte ud i byssen og mødte kokken der var i gang med at hælde op fra gryderne. Han var langskægget og lugtede stærkt af spiritus. Hans øjne var heller ikke helt klare, nærmest røde der hvor de skulle have været hvide. Det forklæde han bar havde engang i tidernes morgen været hvidt, så han kunne godt have sat ved fyrbødernes bord og blevet forvekslet. Her har vi så den nye kammerdreng! Hovmesteren henvendte sig til kokken. Kokken stirrede ligegyldigt på drengen og svarede:  nå! medens han fortsatte med sit forehavende. Hovmesteren viste ham derefter hen til messemanden, der spurgte: har du ingen arbejdstøj med? Drengen bekræftede at det havde han i køjesækken og messemanden viste ham derefter nedenunder til hans nye hjem. Det var et lille kammer med to køjer, men han fik at vide, at eftersom at han kom først, kunne han få det som enekammer. Faderen tog afsked og  forlod skibet. Drengen pakkede ud og skiftede til noget mere dagligdags beklædning, som han efterfølgende kunne bruge som arbejdstøj. Drengen gik herefter ud af sit kammer og fandt på ny lejderen op til kabyssen. Kokken var forsvundet, men messemanden der præsenterede sig som Per, gav ham en hurtig rundvisning af skibet. Han viste ham hans arbejdsopgaver som bestod i at gøre rent ved maskinmestrene. Når han havde udført det kunne han slappe af til om aftenen, hvor han skulle hjælpe skylleren med at vaske op. Problemerne kom hurtigere end godt var. En anden dreng der var mønstret samtidig, blev beordret af messemanden til at tømme skidtpøsen. Da han nægtede gik ordren videre til drengen, der hårdnakket afviste og fremprovokerede et: det ka´ du sgu selv gøre, vi er fa´me ikke tjenere for en bydreng. De blev hurtigt omringet af en flok af de unge mennesker, der havde været med på den forgangne rejse, hvor flere af dem opfordrede messemanden til at uddele øretæver. Det anfægtede nu ikke de to der stadigvæk hårdnakket nægtede og messemanden som måtte se sit nederlag i øjnene, opgav ævred og forsvandt ud agter, hvor han tømte skidtpøsen ud i en olietromle der hang ud over siden. Messemanden viste sig senere at være en udmærket kollega og kammerat, som kom godt ud af det med drengen.

Søslagene var langt fra slut den dag og den anden dreng mønstrede af, medens han forgæves prøvede at få den anden  med sig. Men den unge mand var ikke sådan at skræmme, så han fortsatte ufortrødent med hans gøremål, og havde allerede glemt episoden, da en ny indfandt sig. Kokken havde givet koksmaten fri, så han stillede sig an ved drengen og befalede ham til at vaske gryder, potter og pander op efter aftensmaden. Drengen protesterede og udtalte at han havde nok at gøre selv og desuden var det jo kokken der havde givet koksmaten fri, så han kunne bare gå i gang. Det fik kokken helt op at ringe og da han lugtede stærkt af spiritus, trak drengen sig tilbage, for ikke at blive ramt af de stærke ildelugtende dampe. Det  fik kokken til at tro at han havde overtaget og bandede og svovlede i den tro at han kunne skræmme ham. Men drengen stod fast og fik uventet hjælp af messemanden, der udtalte at det havde de ikke tid til, det måtte han selv klare. Messemanden forsvandt derefter ud af syne og kokken forlod i hast og raseri kabyssen, med en stor flok eder og besværgelser hængende efter sig. Lidt efter dukker han dog op igen, denne gang med høkeren lige i hælene. Tøm lommerne befaler høkeren, medens de begge stirrer olmt på drengen, der intet aner om hvad der foregår. Drengen gør som det befales, medens han spagt spørger om hvad det hele drejer sig om. Kokken påstår at du har stjålet hans nøgler til provianten, var svaret. Vrøvl siger drengen og vender lommerne på vrangen og beviser sin uskyld. Var det ikke en ide at undersøge om kokken har dem først, førend I kommer rendende her og beskylder mig for noget jeg ikke har gjort. Drengen smiler svagt  flabet, medens høkeren behændigt undgår at komme til at grine. Vend lommerne befaler høkeren og stirrer mistroisk på kokken, der må åbenbare, at han har dem i lommen. Det der råber høkeren, det gør du aldrig mere, henvendt til kokken, medens han undskylder overfor drengen og forlader kabyssen. Kokken slår derefter ud efter drengen, der behændigt undgår slagene, uden de store anstrengelser. En gammel fuld kok overfor en knægt på 166 cm og en kampvægt på under 60 kg, er for meget for kokken og efter et par gange rundt om trådhegnet, der adskiller kabys og pantry, forlader kokken etablisamentet. Drengen har nu ikke til hensigt at lade ham slippe så let, så han fatter en af de træbakker, der bruges i opvaskemaskinen og knalder ham en i nakken, da han er på vej ud af byssen. Kokken der er ved at falde forover, genvinder balancen og forsvinder i en fart ud af mandskabsmessen.